HÅNDTERING AF KRONISKE SMERTER



Har du svært ved at tackle dine smerter?





Det er min erfaring, at det kan være en svær og ødelæggende proces for en selv og ens nærmeste, at leve med kroniske/vedvarende smerter. Denne ubehagelige tilstand, som smerter er, går grundlæggende ud på, at vi skaber en bestem adfærd, hvilket er at reagere på smerten ved at fjerne os væk fra og undgå det, der giver smerter.





Dette forstået ud fra, at smerteoplevelsen hænger sammen med en skade, der potentielt kan ødelægge kroppen. Når man i dag får en diagnose Fibromyalgi, eller Bodily distressed syndrom (eller andre funktionelle lidelser), så har man været igennem en udredning, hvor man kan, på baggrund af den viden vi i dag har om at finde årsager til smerter, konstatere, at der ikke er en decideret skade, der truer kroppen mod ødelæggelse, som skyldes de oplevede smerter. Af den grund er der heller ikke en behandling der umiddelbart kan fjerne smerten med det samme, eller på sigt.

Mange mennesker bliver også ved med at have ondt flere år efter de har fået en discus prolaps, hvor behandlingsmuligheder er udtømte. Man har fået at vide, at man ikke kan fjerne smerten, men kun dæmpe den med smertestillende medicin og at man skal lære at leve med den. Det er en svær, men ikke umulig opgave og kræver en længerevarende proces, tit hjulpet af en sundhedsfaglig professionel.


Er du ramt af kroniske/vedvarende smerter, kan du her læse mere om, hvordan jeg arbejder med smertehåndtering i min praksis. Mit fokus ligger i, at du gradvist lærer at leve et værdifuldt og meningsfuldt liv med smerten, i modsætning til at lade smerten tage dit liv fra dig. Hos mig bliver du mødt med respekt, medfølelse og jeg giver forslag til konkrete mestringsstrategier, der er tilpasset dine individuelle forudsætninger.


I smertehåndteringssamtaler tager vi udgangspunkt i tre vigtige dele:


1. ACCEPT

Når du kan acceptere, at smerterne lige nu er en del af dit liv, kan du få den hjælp du har brug for. At forene sig med noget der er så ubehageligt som smerter og med andre følgesymptomer , som f.eks. nedsat koncentration, hukommelse, manglende søvn og meget andet, er ikke nemt. Processen går ud på at få indsigt i tanker, følelser og kropslige fornemmelser således, at du kan blive mere bevidst om disse og deres indvirkning på dine handlinger.


En accepterende forholdermåde udvikles over tid. Det kan hjælpe på accepten at forstå mekanismer bag smerter. Jeg giver min viden videre ud fra smertevidenskabet.

En del af acceptprocessen er også følelsesmæssig bearbejdning, hvilken vi giver plads til i samtalerne. Tab af dele af ens identitet medfører sorg. At kunne forholde sig til denne sorg har en stor betydning for, om du kan leve i fred med smerter.


2. VÆLG EN RETNING

Hvordan kan jeg leve et meningsfuldt liv med smerter? Din personlige historie er vigtig for mig. Vi arbejder sammen om, at du bliver mere bevidst om dine værdier således, at det bliver muligt for dig at tage nogle skridt i retningen af større livskvalitet.

Vi afdækker dine ressourcer og finder frem til hvad der belaster dig fysisk, mentalt og socialt (herunder også arbejdsmæssigt). Du lærer at håndtere belastende tanker (f.eks. katastrofetanker), svære følelser (f.eks. angst) og belastende kropslige fornemmelser (herunder forskellige afstressende teknikker).


Du bliver ikke den samme person som før, men du kan finde dig selv på ny og blive mere afklaret omkring hvilke valg der er vigtige at tage – personligt, arbejdsmæssigt og relationsmæssigt.


3. ENGAGERER DIG I DIT LIV IGEN

Du får støtte til at leve livet på trods af de (resterende) begrænsninger smerterne har for dig. Det er en balance mellem overaktivitet og underaktiviteter, der skal spille sammen med dine livsværdier.

Vi lægger en plan for, hvordan du konkret kommer i gang med denne praktiske del. Udgangspunktet vil være de gøremål, der giver dit liv mening og vi bygger gradvist op, så både din krop, dit sind og dine omgivelser kan følge med.


Jeg har arbejdet med mennesker ramt af kroniske smerter i 6 år. Du kan kontakte mig for uforpligtende telefonisk samtale, eller bestille en tid til afklaringssamtale.