Til dig med smerter



Kroniske smerter er en stresstilstand for krop og sind, der påvirker din identitet





I mit arbejde som smerteterapeut møder jeg mennesker med kroniske/vedvarende smerter, der er mere eller mindre i en tilstand af krise. De fleste har været igennem en lang og ressourcekrævende udredning i sundhedssystemet, en følelsesmæssig rutsjebane, hvor de skifter imellem håb om en hurtig afklaring og efterfølgende muligheder for behandling af tilstanden der giver smerter, og skuffelse over, at man ikke kan tage smerterne væk fra en.





Det sker, at man ikke kan finde en fysisk årsag til det, som føles helt uudholdeligt at være i. Nemlig konstante smerter, dag og nat, som ud over ubehaget ikke kun begrænser kropsligt og funktionsmæssigt, men i høj grad påvirker ens identitet, ens selvopfattelse. Hvem er jeg, når jeg ikke længere kan være som før, den aktive, den omsorgsfulde, den arbejdende, den overskudsagtige mor, far, ægtefælle, ven, løbemakker, eller kollega? Følelser som håbløshed, ked af det-hed, frygt for fremtiden, angst (også bevægeangst), skam og skyld er reaktioner på, at man oplever manglende kontrol over situationen. Oplevelse af manglende kontrol er lig med øget stressniveau, som ikke gør andet, end at belaste det allerede overbelastede nervesystem endnu mere og dermed forværrer oplevelsen af smerter.


Ud over at man har problemet, der hedder SMERTER, som i øvrigt ikke kan ses; så følger der en risiko for at miste job og netværk, dvs. ens eksistentielle grundlag. Det er derfor ikke så mærkeligt, at denne tilstand af vedvarende stress i kroppen og sindet gør, at mange udvikler depression, eller angst. Dem jeg møder begynder tit at isolere sig, da det er svært at forklare til andre hvad man fejler, det er svært at finde en ubetinget forståelse. Ens selvopfattelse kan ændre sig til at være ”den syge, der ikke kan hjælpes” og man risikerer med årene at få forringet livskvalitet. Nogen bliver ved med at søge behandlingsmuligheder, hvilket måske kræver de sidste ressourcer man har. Men det behøver ikke at ende sådan. Er du en, der er ramt af kroniske smerter, som for eksampel Fibromyalgi, Bodily Distress Syndrom (BDS), Kronisk træthedssyndrom, Whiplash, eller andre, så er der værktøjer, der kan give dig en større oplevelse af kontrol. Du kan gradvist lære at leve et værdifuldt og meningsfuldt liv med smerten, i modsætning til at lade smerten tage dit liv fra dig.


Der sker en god udvikling i forhold til smerteforståelse. Kroniske smerter er nu en gyldig diagnose, som har til formål at mindske risikoen for årelange udredningsforløb.

Jeg har arbejdet med mennesker ramt af kroniske smerter i 6 år. Du kan kontakte mig telefonisk for uforpligtende samtale, eller bestille en tid til afklaringssamtale.


Du kan også følge med i min næste blogindlæg, hvor jeg fortæller om nogle af de redskaber jeg bruger i forbindelsen med smertehåndtering.