Kroniske/vedvarende smerter

Som terapeut møder jeg mennesker med kroniske/vedvarende smerter, der er mere eller mindre i en tilstand af krise. De fleste har været igennem en lang og ressourcekrævende udredning i sundhedssystemet, en følelsesmæssig rutsjebane.

I det værste tilfælde kan man ikke finde en fysisk årsag til det, som føles helt uudholdeligt at være i. Nemlig konstante smerter, dag og nat. Ud over ubehaget, oplevelsen af begrænsninger, bliver ens selvopfattelse og identitet påvirket i høj grad.

Er du ramt af kroniske smerter, som for eksempel Fibromyalgi, Bodily Distress Syndrom (BDS), Kronisk træthedssyndrom, Whiplash, eller andre kroniske smertetilstande, så er der værktøjer, der kan give dig en større oplevelse af kontrol. Du kan gradvist lære at leve et værdifuldt og meningsfuldt liv med smerten, i modsætning til at lade smerten tage dit liv fra dig.

I smertehåndteringssamtaler tager vi udgangspunkt i tre vigtige dele:

1. Accept

Når du kan acceptere, at smerterne lige nu er en del af dit liv, kan du få den hjælp du har brug for. At forene sig med noget der er så ubehageligt som smerter og med andre følgesymptomer, som f.eks. nedsat koncentration, hukommelse, manglende søvn og meget andet, er ikke nemt.

Processen går ud på at få indsigt i tanker, følelser og kropslige fornemmelser således, at du kan blive mere bevidst om disse og deres indvirkning på dine handlinger.

En accepterende forholder-måde udvikles over tid. Det kan hjælpe på accepten at forstå mekanismer bag smerter. Den viden du får, er det nyeste smertevidenskab.

En del af acceptprocessen er også følelsesmæssig bearbejdning, hvilken vi giver plads til i samtalerne. Tab af dele af ens identitet medfører sorg. At kunne forholde sig til denne sorg har en stor betydning for, at du kan leve i fred med smerter.

2. Vælg en retning

Din personlige historie er vigtig for mig. Vi arbejder sammen om, at du bliver mere bevidst om dine værdier således, at det bliver muligt for dig at tage nogle skridt i retningen af større livskvalitet.

Vi afdækker dine ressourcer og finder frem til hvad der belaster dig fysisk, mentalt og socialt (herunder også arbejdsmæssigt). Du lærer at håndtere belastende tanker (f.eks. katastrofetanker), svære følelser (f.eks. angst) og belastende kropslige fornemmelser (herunder forskellige afstressende teknikker).

Du bliver ikke den samme person som før, men du kan finde dig selv på ny og du bliver mere afklaret om, hvilke valg der er vigtige at tage – personligt, arbejdsmæssigt og relationsmæssigt.

3. Engager dig i dit liv igen

Du får støtte til at leve livet på trods af de begrænsninger smerterne har for dig. Det er en balance mellem overaktivitet og underaktiviteter, der skal spille sammen med dine livsværdier.

Vi lægger en plan for, hvordan du konkret kommer i gang med denne praktiske del. Udgangspunktet vil være de gøremål, der giver dit liv mening og vi bygger gradvist op, så både din krop, dit sind og dine omgivelser kan følge med.

Du er velkommen til at kontakte mig i forbindelse med spørgsmål ved at ringe, skrive eller bruge formularen på kontakt siden. Du kan også booke en tid online.

Omsorg, venlig opmærksomhed til mig selv hjælper mig til at skinne og trives. Mine smerter i kroppen omfavner jeg og kan på en måde få dem væk, nogle gange. Yoga hjælper mig med at finde kroppens grænser.

/Susanne